NØRRE SNEDE PLANTER MIKROSKOVE FOR VERDENSMÅLENE
Mikroskove bidrager til menneskers mentale sundhed og trivsel, til læring og dannelse, klimaindsatsen og liv på jorden.
Derfor er Nørre Snede skole, Nørre Snede Grønne Nabofællesskaber, Ikast-Brande Bibliotek og Gyvelborg gået sammen om et fælles projekt om at plante mikroskove på en del af skolens areal.
Planen er at plante den første mikroskov i november 2022 og endnu en i 2023 (marts 2024) og dermed bidrage til biodiversiteten, opsugning af CO2 og et praktisk og mere nært forhold til naturen omkring os.
Vi er allerede godt i gang med at designe skovene, så de passer ind i de øvrige planer for området (fodboldbanen mellem skolen og hallen), undersøge hvilke hjemmehørende arter som skal være en del af skoven samt lægge det ind i årsplanen.
At plante en mikroskov er et synligt og konkret billede på, at vi alle kan bidrage til at fremme bæredygtighed og biodiversitet. Mikroskove har i sammenligning med traditionel skov 100 gange så høj biodiversitet, 40 gange så høj CO2 fangst og 10 gange så hurtig vækst.
Frem til plantningen er der et større arbejde med jordprøver, jordbearbejdning, tilføjelse af komøg og halm og senere indhegning. Alt sammen noget som vi håber at få hjælp til fra byens borgere, foreninger og forældre. Det er her grundlaget for vores henvendelse kommer. Vi forventer at den første mikroskov vil fylde ca. 600 m2.
For at få skabt de optimale jordforhold, skal der graves en meter ned, tilføres halm og møg, og slutteligt jord ovenpå igen. Vi tror/håber på, at der sidder nogle ude blandt jer forældre, som er klar på at give en hjælpende hånd og måske har adgang til maskiner til arbejdet, så det ikke hedder håndskovl.
Selve plantningen og efterfølgende pasning bliver en del af elevernes undervisning og aktiviteter, ligesom skoven bliver et fremtidigt laboratorium for naturfagene. For ret hurtigt bliver det muligt at lave undersøgelser som direkte kan bidrage til elevernes naturvidenskabelige læring og dannelse.
Projektet er støttet både af Region Midt og Ikast-Brande Kommune.
https://hsfo.dk/ikast-brande/boern-planter-skov-med-haandkraft-og-taenker-paa-en-groennere-fremtid